Epona Ridecenter i Kristiansand, Norge 2011

4 danske ponyryttere har deltaget i elitestævne på Epona Ridecenter i Kristiansand, Norge
Onsdag den 3. august drog 4 ponyryttere; Lisa Gad på Orchids Pride, Christina Juhl på Mennecy, Camilla Holm på Freja og Emma Holm på Stenkjers Firebird og Bjerregårds Sir Jackson til Norge for at deltage i et elitestævne på det flotte ridecenter Epona i Kristiansand. Rytterne med deres familier og ponyer rejste sammen med en gruppe norske handicaplandsholdsryttere, som er bosiddende i Danmark, så det var et stort selskab, der meget tidligt onsdag morgen kørte til Hirtshals for at starte den ca. 4 timer lange sejltur til Kristiansand i Norge.
Stævnet på Epona var et optaktsstævne til Norsk Mesterskab, som skulle afholdes på Epona weekenden efter. Der var således både hesteklasser, handicapklasser samt ponyklasser og mange af de norske topryttere brugte stævnet til at pudse formen af inden mesterskabet.
Der var derfor naturligvis spænding og nerver på hos pigerne på den første konkurrencedag, hvor de skulle ride PRT, men de gennemførte alle med meget fine resultater. Camilla Holm på Freja lagde ud med at vinde klassen for 2’er ponyer med 66,3%, derefter besatte Christina Juhl på Mennecy førstepladsen i klassen for 1’er ponyer med 67,9 % og Emma Holm på Stenkjers Firebird blev placeret som nr. 5 i samme klasse med 66,5%. Lisa Gads pony Orchids Pride blev desværre lettere skadet under fredagens træning, så Lisa valgte ikke at starte.
I søndagens klasse i PRM skulle pigerne vise, om de kunne gentage de gode resultater fra lørdag. I silende regnvejr viste pigerne og deres ponyer igen nogle flotte præstationer med Camilla Holm og Freja på en førsteplads i klassen for 2’er ponyer med 68% og Emma Holm og Stenkjers Firebird på en andenplads i klassen for 1’er ponyer med 66,3%.
Det var nogle meget trætte, men glade piger med mange erfaringer rigere, som rejste hjem til Danmark igen.
Share |