Efter PRT (fredag) Kat. 1: God start for Rikke Lindberg og Brooklands Moonwalker, som sikkert vandt opvarmningsklassen, med et godt ridt. Desværre 'sprang' flere af pony'erne i programmet og så 'spøgelser'. Tilsyneladende pga. den store udsmykning på kortsiden ved A. Der var dog lige vilkår for alle, og Rikke trak altså det længste strå med flotte 71,3%, foran Nanna Merrald og Centrum med 69,4%. På de næste pladser kom Nadia Winter og Dhi Peppino, Sofie Hougaard med Dornik Son og Trine Stuhr med Modderbeeks Flo. Kat. 2: Anne Tange og Kosmo Ike lagde flot ud i denne klasse og vandt med komfortable 68,9%, foran Sandra Selsmark og Aavangs Camaro med 64,4% - Lidt synd at kun 6 kat. 2 ponyer kom til start, men flot klasse alligevel, hvor de deltagende ekvipager fik vist deres ponyer godt. Efter PRM Indledende klasse til Ecco Cup (lørdag) Kat. 1: Nanna S. Merrald lagde sig i spidsen for kat. 1 ponyerne i den indledende klasse til Ecco Cup finalen, der gik i PRM. Rytterne på de næste pladser lå meget tæt, med Nanna Bronnée Madsen & Armando som 2'er, Sofie Østergaard Buch & Nathan som 3'er og Rikke Lindberg & Brooklands Moonwalker som 4'er. Meget få point skiller disse ryttere ad før søndagens kür. Kat. 2: Anne Tange og Kosmo Ike fortsatte de gode takter fra fredag, ved også at vinde den indledende klasse i PRM for kat. 2 ponyerne. Anne har således skabt sig et godt forspring før søndagens kür og det skal blive spændende at se, om hun kan fortsætte successen og få sin 3. sejr i morgen søndag. Efter KÜR i Ecco Cup finalen (søndag) Kat. 1: Nanna S. Merrald & Centrum tog i dag (søndag) stikket hjem med en sejr i KÜR og blev dermed vinder af årets Ecco Cup for Kat. 1 - På de næste pladser kom Rikke Lindberg & Brooklands Moonwalker og Sofie Hougaard med Dornik Son. Kat. 2: Anne Tange og Kosmo Ike lavede hattrick ved at vinde dagens KÜR og dermed også sikre sig sejren i Ecco Cuppens finale for kat. 2. Sandra Selsmark med Aavangs Camaro red sig flot op fra lørdagens ridt til en flot 2. plads og på 3. pladsen kom Maria Knudsen med Aester Estupenda. Der blev vist meget flotte programmer fra alle de deltagende ekvipager og stævnet blev i det hele taget afholdt i meget flotte rammer. Ecco havde igen lagt sig i selen for at finde super flotte præmier til alle finaledeltagerne. Denne sponsor er altså helt ekstraordinær...Tak for det ! |